Tørt træ

Hvis du selv skærer træet, bør det ske tidligt om foråret. Træet skal skæres i korte længder, før det kløves og stables udendørs hen over sommeren. Der er meget vand, som skal ud af træet, så husk at lagre det luftigt.

 

 Tørt træ, lagre det luftigt
For at kontrollere, om træet er tørt nok, kan du slå træstykkerne mod hinanden, og høre efter en ”syngende” lyd. Hvis du lægger et stykke træ i en tæt plasticpose i et varmt rum, vil dug på indersiden af posen afsløre, om træet er for fugtigt. Tørt træ er imidlertid nemmest at genkende på de markante tørkesprækker.

 

 




Tips om træ

Røn, bøg, eg, ask, løn og birk regnes som de bedste træsorter til pejsebrænde. Mange foretrækker imidlertid nåletræ på grund af knitrelyden, men disse træsorter udsender gnister, og kan derfor skabe brandfare.

 

 
Fyringstips

Optændingstræet kløves til ca. 4 cm i diameter. Det vil forenkle optændingsfasen og give hurtigere træk i skorstenen.

Før du tænder op, bør du åbne alle trækventiler; nogle ovne har kun en, men andre kan have to. Den enkleste metode for optænding er således:

 

  1. Læg to kævler i bunden af brændkammeret. Optændingsbrænde lægges lagvis ovenpå op til hullerne for sekundærluften. Afslut med en halvstor kævle på toppen.
  2. Læg 2-3 optændingsposer eller lignende lige under det øverste lag optændingsbrænde og tænd dem.
  3. Under normale trækforhold kan du nu lukke døren, og bålet vil passe sig selv.

 

En anden variant er at lægge 2 tykke brændeknuder på hver side i ovnen. Læg sammenkrøllet papir imellem dem og optændingsbrænde øverst. Derefter kan du lægge mere papir på, hvis det er nødvendigt. Det er vigtigt, at bålet får tilstrækkeligt med luft i de første 10-15 minutter. Det afhænger af trækforholdene, om du må tilføre ekstra luft via døren.

 

Optænding, Jøtul

Brug hellere lidt træ ad gangen og fyld på oftere. Hvis der fyres for kraftigt, kan varmepåvirkningen i skorstenene blive unødvendigt stor. Fyr moderat. Undgå at det ulmer, for det er her, at forureningen er størst. Det bedste er, når det brænder livligt, og røgen fra skorstenen næsten er usynlig.